• SAS vender tilbage til Grønland efter 16 år med ny rute til Nuuk

    المصدر: BDK Finans / 23 أكتوبر 2024 08:27:12   America/Chicago

    Luftfartsselskabet SAS åbner en ny rute fra København til Nuuk i Grønland 27. juni 2025. Det skriver SAS i en pressemeddelelse onsdag. Der vil være tre ugentlige afgange i sommersæsonen, skriver SAS. Mandag og onsdag flyver SAS fra København klokken 09.00 og retur fra Nuuk klokken 11.05 lokal tid. Om fredagen forlader flyet København klokken 12.15 og flyver tilbage klokken 14.20 lokal tid. SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, udtaler i pressemeddelelsen, at "den nye rute imødekommer en stigende efterspørgsel på eventyrfyldte rejseoplevelser". Ruten skal dog stadig godkendes endeligt af myndighederne, noterer SAS. Det bliver ifølge luftfartsmediet Check-in første gang i mange år, at SAS tilbyder ruteflyvning til Grønland. Ifølge mediet begyndte de første flyvninger til Grønland i 1949. SAS var også i 1960 med til at sætte gang i Air Greenland, som dog dengang hed Grønlandsfly. I 2002 lukkede en rute mellem København og Kangerlussuaq. Den vendte tilbage i 2007, men måtte igen lade livet i marts 2009 i forbindelse med en spareplan. Ifølge Jakob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank og følger SAS tæt, er nyheden om en ny rute til Nuuk en "manifestation af, at SAS vil mere, end vi tidligere har set". - Man åbner en ret unik destination for medlemmer af SkyTeam til et grønlandsk luftfartsmarked, hvor myndighederne er i gang med store forandringer for at åbne mere op for turister, lyder det i en skriftlig kommentar. Den nye rute kommer i forlængelse af åbningen af Nuuks internationale lufthavn, som ventes at åbne i november i år. Lufthavnen erstatter Kangerlussuaq som indgang til Grønland og overtager størstedelen af atlanttrafikken. Ifølge VisitGreenland vil Air Greenland derefter flyve fra København til Nuuk to gange om dagen. På nuværende tidspunkt flyver Air Greenland jævnligt fra København til Kangerlussuaq hele året og til Narsarsuaq to gange om ugen i sommersæsonen, som er fra juni til august. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/sas-vender-tilbage-til-groenland-efter-16-aar-med-ny-rute-til-nuuk
شارك على،